Kapitalismens skjulte arkitektur – af Hernando de Soto, 2001

Hernando de Soto er økonom og sociolog. Til daglig er han leder af Institute for Liberty and Democracy i Peru.

 

Forestil dig et land, hvor lovene om ejendomsrettigheder er så mangelfulde, at ingen kan fastslå præcist, hvem der ejer hvad; adresser kan ikke blive systematisk efterprøvet; folk kan ikke presses til at betale deres gæld. Tænk, hvis du ikke var i stand til at stille dit eget hus eller din forretning som sikkerhed for kredit eller et lån. Forestil dig et ejendomssystem, hvor du ikke kan dele dit ejerskab i et selskab op i andele, som investorer kan købe, eller hvor beskrivelser af aktiver ikke er standardiserede.

Velkommen til livet i udviklingslandene; velkommen til livet for fem sjettedele af verdens befolkning. Deres situation understreger en paradoksal virkelighed: kapitalismen opfattes af Vesten som svaret på global underudvikling, men dette er ikke reelt blevet forsøgt. I en kapitalistisk økonomi er al forretningsliv nemlig baseret på reglerne for ejerskab af ejendom og for økonomiske transaktioner – regler, som ikke engang eksisterer i den tredje verden. Disse landes ejendomsret ekskluderer besiddelserne og handelen blandt 80 % af deres befolkninger og udelukker de fattige så markant fra den globale kapitalistiske økonomi, som apartheid engang adskilte sorte og hvide sydafrikanere.

Almindelige makrø-økonomiske reformprogrammer har ignoreret de fattige og antaget, at de ikke har nogen rigdom at bygge på. Mit instituts studier af undergrundsøkonomien i den tredje verden beviser, at de fattige i virkeligheden ikke er så frygteligt fattige. I Peru er de fattiges besiddelser vurderet til at være mere 90 mia. US $ værd – 11 gange alle stamaktierne på Limas (hovedstadens, red.) børsmarkeder og 40 gange værdien af den samlede udenlandske bistand siden 2. verdenskrig. I Mexico regner man med 315 mia. US $ - 7 gange værdien af PEMEX, det nationale olieselskab. I Egypten løber de fattiges værdier op i 240 mia. US $, hvilket er 55 gange mere end summen af direkte udenlandske investeringer over de sidste 200 år, herunder omkostningerne ved byggerierne af Suez-kanalen og Aswan-dæmningen.

For at fattigere lande kan udvikle sig, må de fattige og de lavere middelklasser have mulighed for at udnytte deres aktiver på samme måde, som rigere indbyggere kan. Den politiske udfordring er at bringe disse værdier ud af den uformelle sektor og ind i et inkluderende, lovformeligt ejendomssystem. Her kan de blive produktive og vil kunne generere kapital for deres ejere, vækst for landet og nye markeder for industri.

Regeringer i den tredje verden har allerede bevist, at de kan reformere dårlig ejendomslovgivning, i hvert fald for de rige. F.eks. blev det peruvianske teleselskab (CPT) vurderet til 53 millioner US $ på Limas børs i 1990. Regeringen kunne imidlertid ikke sælge CPT til udenlandske investorer, forde der var problemer med firmaets registrering af mange af dets aktiver. Peruvianerne sammensatte et første klasses internationalt juridisk team til at skabe en retsligt set korrekt praksis, som kunne leve op til de standarder for ejendomsret, som den globale økonomi kræver. Resultatet blev, at firmaets besiddelser let kunne omsættes til aktier. Dokumenter blev omskrevet for at sikre tredjeparters interesser og for at skabe troværdighed til øget kredit og flere investeringer. Gruppen skabte nye regler for retslige afgørelser i ejendomssager, således, at man kom uden om det nølende og korrumperede peruvianske retssystem. Tre år senere debuterede CPT på det internationale børsmarked og blev solgt for 2 mia. US $ – 37 gange dets oprindelige markedsvurdering. Det er, hvad et godt ejendomssystem opnå.

De fattiges værdier kan også blive retsligt anerkendt, og deres potentielle – men indtil videre indkapslede – kapital kan blive sat fri. For ni år siden blev undertegnede inviteret af det indonesiske parlament til at rådgive i fastsættelsen af værdien af aktiverne blandt de 90 % af indoneserne, som er en del af den uformelle sektor. Jeg vidste, at jeg ikke var nogen ekspert i Indonesien, men da jeg vandrede gennem rismarkerne på Bali, bemærkede jeg, at en ny hund gøede for hver gang, jeg satte min fod på en ny mands jord. Hundene behøvede ikke at gå igennem et jurastudium for at vide, hvilken jord, der var under deres herres kontrol. For at finde ud af, hvem der ejede hvad i Indonesien, rådede jeg parlamentet til at begynde med at "lytte til de gøende hunde". En af ministrene svarede: "Ah, jukum adat – folkets lov.."

Kapitalismens historie i Vesten er en fortælling om, hvordan regeringer omformede folkets lov til ensartede regler og lovsamlinger, som alle kunne forstå og respektere. Ejerskab, som engang var repræsenteret ved hunde, hegn og væbnede vagter, repræsenteres nu ved matrikler, arkiver og andele. Fra det øjeblik, hvor vesterlændingene kunne fokusere på skødet til et hus og ikke blot på huset i sig selv, opnåede de en væsentlig fordel i forhold til resten af menneskeheden. Med skøder, aktier og ejendomsret kunne folk pludselig komme udover at opfatte deres besiddelser som det, de er (huse som ly for natten), til også at se, hvad deres aktiver kunne blive til (kreditsikkerhed til at udbygge eller starte en forretning). Gennem vidt udbredte, integrerede ejendomssystemer byggede vestlige nationer uforvarende en stige, som lod deres borgere klatre op af den materielle verdens beskidte kælder til det gyldne rige, hvor kapitalen skabes.

De fattige udgør ikke det problem, vi tror, de gør, men snarere løsningen til deres egen situation. Det er på tide, at vi tager definitionen på ejendom væk fra de konservative retslige institutioner, som ser loven som en uflytbar forhindring, og overgiver den til de politikere, som anerkender, at loven er en social pagt.

Oversat af Inge Duus Hjortlund.