Om udviklingsteori, udviklingsstrategi og -politik
Om udviklingsteorier- frit efter bøgerne "Alle tiders Geografi", Geografforlaget, 2000 og ”Alverdens Geografi”, Geografforlaget, 2006.
Redigeret af Karsten Duus
Lidt forenklet opdeler man teorier om u-landenes udvikling i to hovedgrupper: De liberale og de marxistiske udviklingsteorier.
De liberale
udviklingsteorier
De liberale udviklingsteorier er karakteriseret ved nogle grundideer om:
- fri konkurrence: mulighed for private investeringer – indenlandske som
udenlandske – i de sektorer, som kapitalejerne måtte ønske.
- fri markedsdannelse: varepriser baseret på udbud og efterspørgsel.
- fri handel: ingen eller få restriktioner på import og eksport
- privat ejendomsret til produktionsmidlerne: jord, industri, butikker og
transportmidler m.v.
Rostows faseteori
En af de mest kendte liberale udviklingsteoretikere er W.W. Rostow. Han
analyserede udviklingsmønstrene i u-landene tidligt i 1960-erne og
sammenlignede dem med udviklingen i-lande som USA og England.
Hans grundopfattelse var, at hvis blot samfundene fik tilført kapital og
videnskab i form af teknologi og know-how kunne der igangsættes en
industrialisering, der hen ad vejen både ville give vækst og betyde
positive sociale forandringer. Og i kølvandet på dette ville samfundenes
politiske overbygning, herunder de dominerende normer og værdiforestillinger,
udvikle sig og understøtte den fortsatte økonomiske vækst. Rostow var rådgiver
for Kennedy-regeringen i USA midt under Den Kolde Krig, og det var derfor
underforstået, at de omtalte politiske holdninger var af den liberale og
ikke kommunistiske slags. Men Rostows argument var økonomisk: Teknologi og
know-how var løsningen. Belægget fandt han bl.a. i sine analyser af
forskellige samfunds udviklingstrin, som han sammenfattede i det, der siden
er blevet kaldt for 'Rostows faseteori':
Alle samfund gennemløber
ifølge Rostow følgende udviklingsfaser:
1. Det traditionsbundne
samfund
Landbruget er det dominerende erhverv
Stort set ingen industri
Lav samfundsmæssig produktivitet
Decentralt styre
2. Forudsætninger for
"Springet"
Begyndende industrialisering
Svag stigning i produktiviteten
Politisk vilje til økonomisk vækst
Centralt styre
3. Springet
Ny teknologi i landbruget
Omfattende investeringer i mange af samfundets sektorer
Investeringerne udgør op imod 10% af BNI
Industrialiseringsvækst
4. Modenhedsfasen
Industrialiseringen fortsætter, og samfundet kan i princippet producere
alle varer
Landbruget mekaniseres yderligere
Væksten i både fødevareproduktion og BNP overstiger befolkningsvæksten
Investeringerne udgør op imod 20% af BNI
5. Masseforbrugsfasen
Gennemført industrialiseret samfund
Landbrugets andel af arbejdsstyrken er lille og fortsat vigende
Den samfundsmæssige produktivitet skaber fortsat vækst og rigdom
Samfundet har overskud til at prioritere uddannelse, sundhed og social
sikkerhed.
Da Rostow beskrev disse
faser i 1960-erne var det stort set kun de rige vestlige industrilande i
Nordamerika og Europa, der var nået til Masseforbrugsfasen, Rusland og de
Østeuropæiske lande var i Modenhedsfasen, de rigeste af landene i Asien og
Latinamerika var i gang med Springet, medens resten af u-landene enten var i
fase 1 eller 2, dvs. kun på vej mod Springet.
Hvis man ajourfører Rostows samfundsbeskrivelse og laver en status her ved
indgangen til det nye årtusinde, er alle landene i Latinamerika nu mindst i
Modenhedsfasen og det sammen med mange lande i Asien, hvoraf de rigeste som
f.eks. Japan, Singapore og Hong Kong er i Masseforbrugsfasen.
I Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen er lande som Tjekkiet og Ungarn
tæt på Masseforbrugsfasen. Andre lande som Hviderusland og de tidligere
sovjetrepublikker i Asien er knap nået til fase 4. Og Rusland er med sine
enorme omstillingsproblemer og dybe økonomiske og politiske kriser fortsat
i fase 4.
Vender man blikket mod
de fattigste u-lande i Afrika og Asien er de kun nået til Springet.
Rostowsk set er de fleste af verdens lande imidlertid godt på vej, og det
er kun de mindst udviklede u-lande, der udgør et reelt problem.
Marxistiske
udviklingsteorier
Andre udviklingsforskere som f.eks. egypteren Samir Amin og franskmanden
Andre Gunder Frank anlagde i 60-erne og 1970-erne en mere kritisk,
marxistisk inspireret, vurdering af udviklingen i Verden.
De fokuserede begge på afhængigheden mellem u-landene og i-landene. Og
beskrev med marxistiske termer forholdet som et udbytningsforhold, hvor de
rige i-lande udnyttede u-landenes ressourcer. Det være sig de mineralske råstoffer,
produkterne fra de ofte udenlansk ejede plantager eller den billige
arbejdskraft. I ly af en tilsyneladende fri verdenshandel argumenterede de
for, at i-landene købte u-landenes varer (for) billigt og selv solgte
i-landenes varer (for) dyrt. Resultatet var et ulige bytte, der blot øgede
forskellene på rig og fattig i verden.
Samir Amins
sektormodel
Selvcentreret sektorkombination - typisk i "centeret"
(i-landene):
Samfundet råder både over en sektor, der producerer masseforbrugsvarer, og
en sektor, der kan levere de produktionsmidler, som forbrugsvareindustrien
(og landbruget..) behøver. Samfundets produktionssektorer supplerer således
hinanden.
Usammenhængende
sektorkombination
- typisk i et "perifert system" (u-landene):
Samfundets produktion er koncentreret om én sektor, der producerer
luksusforbrugsvarer til den lokale overklasse og en sektor med produktion af
eksportvarer til i-landene. De to sektorer supplerer ikke hinanden – og
landet er f.eks. henvist til at købe produktionsmidlerne til de to sektorer
på verdensmarkedet – læs: hos i-landene.
I Amins model og analyse
er pointen, at i-landene i løbet af deres industrialiseringsproces
udviklede en sammenhængende produktionsstruktur, hvor landbrug, industri og
industriens forskellige sektorer kunne supplere hinanden, a la Rostows
beskrivelse af landene i fase 4 og 5. I-landene havde fordel af de billige råstoffer
fra u-landene, og samtidig blev en del af Europas befolkningsoverskud i
slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet
"eksporteret" til lande som USA, Australien, Argentina og
Brasilien.
U-landene blev til gengæld
fastholdt i en rolle som producenter af eksportvarer, baseret på import af
vestlig teknologi og know-how. Og når Samir Amin så på den faktiske
industrialisering i u-landene, mente han, at den var karakteriseret af
import af højteknologi, der producerede varer til en indenlandsk overklasse
eller med henblik på eksport men uden nogen kobling til landets øvrige
produktion. Industrialiseringen i u-landene skabte med andre ord en
produktionsstruktur uden nogen sektorkombinationer i landene. Befolknings-
og fødevaremæssigt var der i modsætning til Europas situation tidligere
ingen steder at sende befolkningsoverskuddet hen i form af masseudvandring
til andre lande og kontinenter.
I den forstand mente
Amin, at u-landenes udvikling var blokeret og argumenterede derfor for, at
den eneste måde, u-landene kunne bryde ud af denne blokering på, var ved
at løsrive sig det US$-baserede verdensmarked. I stedet burde u-landene
udbygge samhandlen på egne u-landsmarkeder.
Diskussion af de
forskellige udviklingsteorier
Både Gunder Franks og Samir Amins teorier har vist sig at tegne et
mangelfuldt billede af udviklingen. Den faktiske udvikling i verden har
dokumenteret at selvom man nok kan tale om afhængighed, går den ikke blot
én vej. Der er tale om en gensidig afhængighed. I-landene (og de ikke
olieproducerende u-lande) fik en alvorlig økonomisk øretæve med
oliekriserne i 1974 og 1979, der på mange punkter vendte op og ned på den
kendte økonomiske verdensorden.
Den faktiske udvikling i
mange u-lande har vist sig ikke at være blokeret – og det selvom de i høj
grad har været integreret i verdensmarkedet. Og
industrialiseringsprocesserne i de fleste u-lande har faktisk etableret
reelle sektorkombinationer. De mange NIC-lande er eksempler på denne
udvikling. Det har vist sig, at kapitalen i form af transnationale
industriselskaber, banker og handelskompagnier flytter rundt og udvider,
hvor det nu engang bedst kan betale sig udfra en samlet vurdering af
produktionsbetingelser, marked og politisk system. Selv hovedsæder bliver
flyttet. Lande som Hong Kong og Singapore har sprængt alle rammer og hører
til blandt de rigeste lande i verden i dag. Og når et relativt fattigt men
jo enormt land som Kina oplever en økonomisk vækst på ca. 10 % pr. år i
gennem en længere årrække, giver det dønninger ud i verdensmarkedets
yderste kroge. Både i form af billige industriprodukter og på sigt i form
af ændrede kapital- og investeringsstrømme. Dvs. at billedet af et
udviklende center og en blokeret periferi er forkert - i alt fald generelt
set.
Men ser man på de
fattige lande i Afrika og de fattigste lande i Asien minder situationen mere
om det billede, Frank og Amin tegnede for 30-40 år siden. Mange af disse
lande har stadig problemer med at få en sammenhængende industrialisering i
gang, og der er fortsat problemer med at opfylde befolkningernes basale
behov for fødevarer, rent vand, uddannelse og sundhed. Sammenligner man de
fattigste lande med de rigeste lande i verden, viser det sig, at ulighederne
faktisk er blevet større. Disse lande – heraf mange i Afrika – giver
derfor ikke megen støtte til den liberale udviklingsoptimisme, som Rostows
faseteori udtrykker.
Men samlet set er den økonomiske
vækst så stor i hovedparten af ulandene, at den overstiger befolkningsvæksten
og derfor skaber basis for en reel velstandstigning. Så generelt set passer
blokerings- og afhængighedsteserne ikke. I den forstand har markedsøkonomien
og de liberale udviklingsteorier fået ret. Det er bare ikke længere muligt
at betragte ulandene som en fælles gruppe med fælles løsninger, som
udviklingsteorien nogle gange forsøger at gøre. I mange ulande har en
begyndende industrialisering sat en god cirkel i gang, især fordi afsætningsmulighederne
i de rige lande har været gode, men i andre ulande har investeringer i
industriprojekter slet ingen afsmittende effekt haft. Og de industrier, der
skulle skabe væksten, kører kun på halv kraft eller ligger stille, fordi
der ingen købekraft er i landet, og konkurrencen på verdensmarkedet er for
stor.
Globalt set er det ikke
længere muligt entydigt at tale om ét center og én periferi, men om et
lande-hierarki med mange udviklingstrin, hvor ikke to lande er ens, og hvor
spredningen mellem armod og velstand er større end nogensinde før, både
mellem og inden for de enkelte lande.
At nogle teorier
’vinder’ og andre ’taber’ gør desværre ikke den store forskel for
de mange millioner mennesker, der må gå sultne i seng stort set hver
eneste dag, og som i øvrigt lever under kummerlige forhold. FN
m.fl.-rapporten "2000
- A better World for All" sætter tal på: 1,2 mia. mennesker
levede for under 1$ om dagen ved starten af det nye årtusinde.
Hvor
står udviklingsteorierne i dag?
De store forskelle på
rig og fattig præger udviklingsdebatten i dag, og der er en klar tendens
til at fokusere på fattigdomsbekæmpelse og forbedringer af de basale
levevilkår. Heraf udviklingsbegreber som ”Basic Needs” eller
”fattigdomsorienteret bistand”. Begreberne dækker over en
udviklingsholdning, hvor udviklings- og bistandsprojekterne skal rettes mod:
- de fattigste befolkningsgrupper – dvs. befolkningen på landet og beboerne i byernes slumområder
-
den basale fødevare
forsyning
-
rent vand og
kloakering
-
grundlæggende
sygdomsbekæmpelse
-
skoler for børn
og voksne
-
kvinders
rettigheder
Derudover er der en
generel tendens til, at miljøspørgsmål fylder meget i udviklingsdebatten
– både som en hjælp til landene, men også som en trussel om, at hvis
ikke ulandene (og ilandene) tager miljøspørgsmålet alvorligt, så går
det begge parter ilde på langt sigt, og på kort sigt trækkes evt. bistand
til ulandene tilbage.
Men det er svært at
pege på nye, selvstændige udviklingsteorier i dag. De moderne
udviklingsstrategier fremstår som et opkog eller sammenkog af de klassiske
udviklingsteorier, ofte kombineret med ovennævnte fattigdomsorienterede
og/eller miljøorienterede strategier.
