I februar 2004 lancerede den engelske premierminister Tony Blair sit initiativ for udvikling i Afrika: Commission for Africa (www.commissionforafrica.org). 17 udviklingseksperter udarbejdede en udførlig rapport om forholdene på kontinentet og den hidtidige udvikling eller mangel på samme. Rapporten, som udkom i marts 2005, indeholdt også en række løsningsforslag med henblik på fremtidig europæisk udviklingspolitik og bistand. Bl.a. skal bistanden øges med 25 mia. dollar om året indtil 2010.

Se hele rapporten på

http://www.commissionforafrica.org/english/report/introduction.html (eng.)

Resumé

- af den afsluttende rapport fra Commission for Africa (marts 2005)

Afrikansk fattigdom og stagnation udgør den største tragedie i vor tid. Fattigdom i et sådant omfang kræver et stærkt modsvar. På alle niveauer – i de enkelte lande, regioner, ja, på hele kontinentet – er Afrika ved at skabe et stærkere fundament for at kunne tackle dets problemer. De seneste år har der været forbedringer i økonomisk vækst og i styring (god regeringsførelse). Men Afrika har brug for mere af begge dele, hvis det skal kunne gøre et reelt indhug i fattigdommen. Dette kræver et partnerskab mellem Afrika og den udviklede verden. Et partnerskab, som tager fuldt hensyn til Afrikas interne forskelligheder og særlige forhold. 

  Hvad Afrika angår, må det fremskynde reform. Og den udviklede verden må øge og forbedre dens bistand og holde op med at gøre ting, som forhindrer Afrika i at opnå fremskridt. Den udviklede verden har både en moralsk forpligtelse til og en stærk egeninteresse i at hjælpe Afrika. Vi mener, at det er nu, at øget ekstern bistand vil have den største effekt, og at det er nu, at verden bør støtte Afrika i dets indsats.

  Forslagene fremsat af Afrika-Kommissionen danner en sammenhængende handlingspakke for Afrika. De problemer, forslagene behandler, er indbyrdes forbundet. De udgør onde cirkler, som forstærker hinanden. De må tackles samlet. For at kunne gøre dette, har Afrika brug for et omfattende ’big push’ på mange fronter på samme tid. Partnerne må samarbejde med implementeringen af denne pakke med dedikation, udholdenhed og så hurtigt som muligt. De må hver især fokusere på det område, hvor de kan yde det bedste bidrag.

Få systemerne på rette fod: God regeringsførelse og kapacitets-opbygning

Afrikas historie gennem de sidste halvtreds år har været skæmmet af to svage områder. Disse er kapacitet – evnen til at udforme og udføre politikker – og ansvarlighed – i hvor høj grad staten står til ansvar overfor dens befolkning. Forbedringer indenfor begge områder er først og fremmest de afrikanske regeringers og deres befolkningers ansvar. Men en indsats fra de rige lande er også nødvendig.

  Opbygning af kapacitet kræver tid og vedholdenhed. Svag kapacitet skyldes dårlige systemer og incitamenter, utilstrækkelig information, manglende teknisk kunnen, utrænet personale og mangel på penge. Vi anbefaler, at donorer gør store investeringer i at forbedre Afrikas kapacitet, og at de begynder med uddannelsessystemerne, særligt naturvidenskab og teknologi. De må hjælpe med at opbygge systemer og personale i nationale og lokale regeringer og råd, men også i pan-afrikanske og regionale organisationer, særligt Den Afrikanske Union og dens NEPAD-program. Donorer må ændre deres adfærd og hellere støtte de nationale, afrikanske regeringers prioriteter end lade deres egne procedurer og særlige præferencer underminere opbygningen af et lands egen kapacitet.

  Forbedring af ansvarlighed er de afrikanske lederes job. De kan gøre dette ved at udvide deltagelsen for almindelige borgere i styringsprocesserne, f.eks. ved at styrke institutioner som parlamenter, lokale autoriteter, fagforeninger, retssystemet og medierne. Donorer kan hjælpe til. De kan også understøtte udviklingen af en pålidelig, statslig regnskabsføring, så afrikanerne kan se, hvor mange penge, der er i systemet, og hvor de kanaliseres hen. Denne form for gennemsigtighed kan hjælpe til at bekæmpe den korruption, som afrikanske regeringer må og skal udrydde. Udviklede lande kan også hjælpe til med dette. Penge og statslige aktiver, som er stjålet fra de afrikanske befolkninger af korrupte ledere, bør sendes tilbage til landene. Udenlandske banker bør forpligtes ved lov til at informere om mistænkelige konti. Dem, som giver bestikkelse, bør også blive straffet; og udenlandske firmaer, som er involveret i olie-, mineral-, eller andre udvindingsindustrier, bør gøre deres udbetalinger langt mere offentlige med henblik på officielle undersøgelser. Firmaer, som betaler bestikkelse, skal nægtes eksportkreditter.

  Uden fremskridt indenfor regeringsførelsen vil alle andre reformtiltag have en begrænset effekt.

Behovet for fred og sikkerhed

Det mest ekstreme sammenbrud i det politiske og økonomiske system er krig. Afrika har oplevet flere voldelige konflikter end noget andet kontinent i de seneste fire årtier. De seneste år har bragt forbedring i mange lande, men andre steder udgør voldelig konflikt fortsat den største hindring for udvikling. Investering i udvikling er investering i fred.

  Den mest effektive måde at tackle konflikt på – for at spare både menneskeliv og penge – er at opbygge afrikanske staters og samfunds evne til at forhindre og håndtere konflikter. Dette betyder at udnytte udviklingsbistand bedre til at angribe årsagerne til konflikt. Det betyder forbedring af styringen af regeringsindtægter fra naturressourcer samt internationale aftaler om kontrol af de ’konflikt-ressourcer’, som forårsager og understøtter fjendtlighederne. Det betyder kontrol af handel med håndvåben.

  Afrikanske, regionale organisationer og FN kan hjælpe med at forebygge og løse konflikter, når spændingerne ikke kan blive håndteret på nationalt plan, f.eks. gennem effektiv tidlig varsel, mægling og fredsbevaring. Donorer kan støtte dette ved at levere fleksibel bistand til Den Afrikanske Union og kontinentets regionale organisationer, samt understøtte dannelsen af en FN-kommission for fredsbevaring. Koordination og finansiering af fredsbevaring og udvikling i post-konflikt-områder bør blive forbedret for at forhindre stater, som lige er kommet ud af voldelig konflikt, i at falde i igen.

Inklusion af alle: Investering i mennesker

Fattigdom er mere end blot mangel på materielle ting. Fattige mennesker ekskluderes fra beslutningstagning og fra de basale ydelser, som staten burde give dem. Skoler og klinikker skal være tilgængelige for de fattigste mennesker i Afrika. Dette er et spørgsmål om menneskerettigheder og social retfærdighed, som bør løses snarest. Men det er også et spørgsmål om økonomisk logik: En sund og uddannet arbejdsstyrke er mere produktiv, idet de udfylder deres potentiale med værdighed. Investering i økonomisk vækst indebærer genopbygning af afrikanske sundheds- og uddannelsessystemer, hvoraf mange nu er på kanten af kollaps. Dette kræver massive investeringer, men det er ikke kun et spørgsmål om ressourcer. Det handler også om levering og resultater. Ved at inkludere lokalsamfundene i de beslutninger, som indbefatter dem, kan man styrke disse aspekter.

  Tilstrækkelige midler til det internationale samfunds forpligtelse til ’Skoler for Alle’ vil give alle piger og drenge i Afrika syd for Sahara adgang til grunduddannelse og dermed ruste dem med færdigheder til livet i nutidens Afrika.

  Udryddelse af sygdomme i Afrika, som kan forhindres – herunder effektiv bekæmpelse af tuberkulose og malaria – afhænger først og fremmest af genopbygningen af systemer, som kan levere sundhedsydelser til den almindelige befolkning. Dette vil involvere store udgifter til personale, uddannelse, udvikling af ny medicin, bedre seksual- og familieplanlægningsrådgivning samt fjernelse af afgifter for patienterne, som bør betales af donorer så længe, at landene ikke selv kan betale dem. Investeringer i vandforsyning og sanitet bør øges straks for at vende flere års nedgang i støtte til dette område.

  Det bør have topprioritet at øge antallet af ydelser for at håndtere HIV og AIDS-katastrofen, som dræber flere mennesker i Afrika end nogen andre steder i verden. Men dette skal gøres gennem eksisterende systemer i stedet for at danne ny parallelle strukturer. Regeringer bør støttes i deres beskyttelse af forældreløse og sårbare børn og andre grupper, som ellers tabes på jorden, selv om landets økonomi vokser. Vi anbefaler, at omkring halvdelen af den ekstra bistand bruges på sundhed, uddannelse og HIV og AIDS.

For vækst og befolkningsreduktion

I sidste ende er Afrika fattigt, fordi dets økonomi ikke er vokset. De offentlige og private sektorer bør arbejde sammen for at skabe et klima for godt iværksætteri blandt befolkningerne i Afrika, som skaber beskæftigelse og ansporer individer og firmaer, hjemlige såvel som udenlandske, til at investere. Forbedringer i regeringsførelsen er nødvendige for at styrke investeringsklimaet. Den udviklede verden må støtte Den Afrikanske Unions NEPAD-program og dets dannelse af offentlig-private partnerskaber for at skabe bedre klimaer for vækst, investeringer og jobs.

  Vækst kræver også massive investeringer i infrastruktur for at nedbryde de interne barrierer, som holder Afrika nede. Donorer bør betale en fordobling i udgifterne til infrastruktur – fra lokale veje og små overrislingsprojekter til regionale motorveje, jernbaner, større energiprojekter og Informations- og Kommunikationsteknologi (IKT). Denne investering skal indeholde både landlig udvikling og forbedringer i slum-forhold, uden hvilket fattige mennesker i Afrika ikke vil være i stand til at deltage i væksten. Vækstpolitikker skal aktivt inkludere – og omhyggeligt undgå at ekskludere – de fattigste grupper. Der bør være et særligt fokus på landbrug og på at hjælpe små virksomheder, herunder specielt fokusere på kvinder og unge mennesker. For at væksten skal være bæredygtig, er det nødvendigt, at beskyttelse af miljøet og hensyntagen til risikoen for klimaforandringer bliver en integreret del af alle donor- og regeringsprogrammer. Ovenstående program for vækst kræver over en tredjedel af de ekstra ressourcer, som, vi foreslår, skal tilføres landene.

Mere handel og mere retfærdig handel

Afrika står overfor to store begrænsninger i forhold til handel. Kontinentet producerer ikke nok varer af den rigtige kvalitet eller pris for for alvor at kunne komme ud på det internationale marked. Og det står overfor handelsbarrierer, som ikke kan forsvares, og som direkte eller indirekte beskatter dets varer, når de kommer ind på de udviklede landes markeder.

  For at forbedre Afrikas kapacitet i forhold til handel er kontinentet nødt til at lave indre forandringer. Det må forbedre dets transportinfrastruktur for at gøre det billigere at flytte varer. Det må reducere og forenkle dets toldsystemer internt imellem afrikanske stater. Det må reformere overdrevent bureaukrati, besværlige toldprocedurer samt fjerne korruption blandt offentlige tjenestemænd, hvor sådant findes. Det må gøre det lettere at starte en virksomhed. Det må forbedre økonomisk integration indenfor kontinentets regionale økonomiske fællesskaber. Donorer kan hjælpe med at betale disse forandringer.

  Men rige stater må også nedrive de barrierer, de har opbygget overfor afrikanske varer, særligt landbrugsvarer. Disse barrierer skader borgere i både rige og fattige lande. Rige lande må afskaffe handelsforvridende subsidier på landbrugsvarer, hvilket giver dem en unfair konkurrencefordel overfor fattige afrikanske bønder. De må sænke told og andre ikke told-mæssige barrierer på afrikanske produkter, herunder stoppe den bureaukratiske fastsættelse af oprindelsesregler, som ekskluderer afrikanske varer fra handelsmæssige fordele, de ellers havde ret til. Og de rige lande må vise den gode vilje ved at afslutte den igangværende Doha-runde i WTO på en sådan måde, at fattige afrikanske lande ikke afkræves gensidige koncessioner. Der bør være opmærksomhed på at sikre, at de fattigste mennesker hjælpes til at få nytte af de nye muligheder og til at håndtere konsekvenserne af et mere åbent handelssystem i verden. Afrika skal forsynes med midler nok til, at det kan tilpasse sig de nye muligheder i et forandret verdensdækkende handelsregime.

Hvor skal pengene komme fra: Resourcer

For at understøtte de forandringer, som er begyndt i Afrika, efterspørger vi yderligere 25 milliarder US dollar pr. år i bistand, hvilket skal gennemføres inden 2010. Donorlandene bør forpligte sig straks til at tilvejebringe deres fair andel heraf. Efter en evaluering til den tid skal der komme en ny fase med endnu yderligere 25 milliarder US dollar pr. år, hvilket skal gennemføres inden 2015. Sikringen af, at pengene bruges fornuftigt, afhænger af to faktorer: For det første må Afrika fortsat gøre fremskridt mod god regeringsførelse. Men donorer må, for det andet, væsentligt forbedre kvaliteten i bistand og hvordan, den bliver leveret: Med det mener vi flere penge, mere forudsigelig og ubunden bistand samt donorpolitikker, som er mindre byrdefulde for de allerede pressede afrikanske ministerier og administrationer. Bistanden skal også i højere grad harmoniseres med de prioriteter, procedurer og systemer, de afrikanske lande selv har. Først og fremmest bør bistanden blive ydet på måder, som gør de afrikanske regeringer ansvarlige overfor deres egne befolkninger.

  Disse forandringer er nødvendige ikke blot blandt individuelle donorlande men også i de multilaterale institutioner – såvel de afrikanske som de globale. Den Afrikanske Udviklingsbank bør styrkes, og det samme gælder Den Afrikanske Økonomiske Kommission. IMF og Verdensbanken bør prioritere udvikling i Afrika i højere grad. De er også nødt til at blive mere ansvarlige i forhold til både andelshavere og klienter samt give Afrika en større stemme i beslutningstagningen.

  Rige lande bør forpligte sig til en tidsplan for at komme op på 0,7 % af deres årlige indkomst i bistand. For at kunne levere den massive øgning i midler, som er nødvendig nu, bør bistanden blive kanaliseret øjeblikkeligt via Den Internationale Finansieringsfacilitet. Konkrete forslag til innovative finansieringsmetoder bør udvikles, f.eks. internationale afgifter på luftfart, hvilket kan hjælpe til at sikre finansiering over mellem og langt sigt.

  For de fattige lande i Afrika syd for Sahara, som har brug for det, må målet være 100 % gældseftergivelse snarest muligt. Dette skal udgøre en del af en finansieringspakke for disse lande for at nå 2015-målet om halvering af fattigdommen, som lovet af det internationale samfund ved møder i Monterrey og Kananaskis. Dette initiativ bør ligeledes omfatte de lande, som er undtaget fra de nuværende gældssaneringsplaner.

Konklusion

En kraftig, omfattende handling på det niveau, som er nødvendigt for at imødekomme udfordringerne, kan kun skabes gennem en ny form for partnerskab. I fortiden forsøgte man med kontraktuelle og betingelsesfyldte relationer, og disse fejlede. Vi foreslår en ny form for udvikling baseret på gensidig respekt og solidaritet, som samtidig bunder i fornuftige analyser af, hvad der rent faktisk virker. Dette kan fremskynde en proces, som bygger på nylige positive udviklinger i Afrika – på vej mod en mere retfærdig verden, som Afrika udgør en integreret del af.

Oversættelse: Inge Duus Hjortlund for www.udviklingstal.dk