De liberale udviklingsteorier
De liberale udviklingsteorier er karakteriseret ved nogle grundideer om:
- fri konkurrence: mulighed for private investeringer – indenlandske som udenlandske – i de sektorer, som kapitalejerne måtte ønske.
- fri markedsdannelse: varepriser baseret på udbud og efterspørgsel.
- fri handel: ingen eller få restriktioner på import og eksport
- privat ejendomsret til produktionsmidlerne: jord, industri, butikker og transportmidler m.v.

Rostows faseteori
En af de mest kendte liberale udviklingsteoretikere er W.W. Rostow. Han analyserede udviklingsmønstrene i u-landene tidligt i 1960-erne og sammenlignede dem med udviklingen i-lande som USA og England.
Hans grundopfattelse var, at hvis blot samfundene fik tilført kapital og videnskab i form af teknologi og know-how kunne der igangsættes en industrialisering, der hen ad vejen både ville give vækst og betyde positive sociale forandringer. Og i kølvandet på dette ville samfundenes politiske overbygning, herunder de dominerende normer og værdiforestillinger, udvikle sig og understøtte den fortsatte økonomiske vækst. Rostow var rådgiver for Kennedy-regeringen i USA midt under Den Kolde Krig, og det var derfor underforstået, at de omtalte politiske holdninger var af den liberale og ikke kommunistiske slags. Men Rostows argument var økonomisk: Teknologi og know-how var løsningen. Belægget fandt han bl.a. i sine analyser af forskellige samfunds udviklingstrin, som han sammenfattede i det, der siden er blevet kaldt for 'Rostows faseteori':

Alle samfund gennemløber ifølge Rostow følgende udviklingsfaser:

1. Det traditionsbundne samfund
Landbruget er det dominerende erhverv
Stort set ingen industri
Lav samfundsmæssig produktivitet
Decentralt styre

2. Forudsætninger for "Springet"
Begyndende industrialisering
Svag stigning i produktiviteten
Politisk vilje til økonomisk vækst
Centralt styre

3. Springet
Ny teknologi i landbruget
Omfattende investeringer i mange af samfundets sektorer
Investeringerne udgør op imod 10% af BNI
Industrialiseringsvækst

4. Modenhedsfasen
Industrialiseringen fortsætter, og samfundet kan i princippet producere alle varer
Landbruget mekaniseres yderligere
Væksten i både fødevareproduktion og BNP overstiger befolkningsvæksten
Investeringerne udgør op imod 20% af BNI

5. Masseforbrugsfasen
Gennemført industrialiseret samfund
Landbrugets andel af arbejdsstyrken er lille og fortsat vigende
Den samfundsmæssige produktivitet skaber fortsat vækst og rigdom
Samfundet har overskud til at prioritere uddannelse, sundhed og social sikkerhed.

Da Rostow beskrev disse faser i 1960-erne var det stort set kun de rige vestlige industrilande i Nordamerika og Europa, der var nået til Masseforbrugsfasen, Rusland og de Østeuropæiske lande var i Modenhedsfasen, de rigeste af landene i Asien og Latinamerika var i gang med Springet, medens resten af u-landene enten var i fase 1 eller 2, dvs. kun på vej mod Springet.
Hvis man ajourfører Rostows samfundsbeskrivelse og laver en status her ved indgangen til det nye årtusinde, er alle landene i Latinamerika nu mindst i Modenhedsfasen og det sammen med mange lande i Asien, hvoraf de rigeste som f.eks. Japan, Singapore og Hong Kong er i Masseforbrugsfasen.
I Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen er lande som Tjekkiet og Ungarn tæt på Masseforbrugsfasen. Andre lande som Hviderusland og de tidligere sovjetrepublikker i Asien er knap nået til fase 4. Og Rusland er med sine enorme omstillingsproblemer og dybe økonomiske og politiske kriser fortsat i fase 4.

Vender man blikket mod de fattigste u-lande i Afrika og Asien er de kun nået til Springet. Rostowsk set er de fleste af verdens lande imidlertid godt på vej, og det er kun de mindst udviklede u-lande, der udgør et reelt problem.

Marxistiske udviklingsteorier
Andre udviklingsforskere som f.eks. egypteren Samir Amin og franskmanden Andre Gunder Frank anlagde i 60-erne og 1970-erne en mere kritisk, marxistisk inspireret, vurdering af udviklingen i Verden.
De fokuserede begge på afhængigheden mellem u-landene og i-landene. Og beskrev med marxistiske termer forholdet som et udbytningsforhold, hvor de rige i-lande udnyttede u-landenes ressourcer. Det være sig de mineralske råstoffer, produkterne fra de ofte udenlansk ejede plantager eller den billige arbejdskraft. I ly af en tilsyneladende fri verdenshandel argumenterede de for, at i-landene købte u-landenes varer (for) billigt og selv solgte i-landenes varer (for) dyrt. Resultatet var et ulige bytte, der blot øgede forskellene på rig og fattig i verden.

Marxister opfatter det kapitalistiske samfund som et udbytningssamfund, hvor borgerskabet, dem der ejer produktionsmidlerne og kapitalen, udbytter arbejderklassen. Udbytningen foregår, fordi arbejderen abstrakt set producerer mere værdi end den værdi, der bl.a. i form at løn, medgår til hans reproduktion. Den ekstra værdi benævnes merværdi, og det er den, der i pengenes verden bliver til profit, og som danner grundlag for både borgerskabets rigdom og for de fortsatte investeringer i produktionen – den såkaldte kapitalakkumulation.

Beskrivelsen af disse klasseforhold indenfor den enkelte nationalstat er af marxistisk inspirerede udviklingsforskere blevet overført til forholdet mellem de rige og fattige lande. André Gunder Frank beskrev f.eks. forholdet mellem i-landene og u-landene som et hierarki af center- og periferi-lande, hvor centeret i verden er USA og Vesteuropa – og de øvrige lande stort set er periferi for dette center. Periferien er underlagt centerets behov, og periferiens udvikling er underlagt og afhængig af centerets udvikling. Samir Amins analyse lægger også vægt på afhængigheden men uddybede sin analyse ved at se nærmere på især de produktionsmæssige relationer i og mellem i- og u-lande.

Samir Amins sektormodel
Selvcentreret sektorkombination - typisk i "centeret" (i-landene):
Samfundet råder både over en sektor, der producerer masseforbrugsvarer, og en sektor, der kan levere de produktionsmidler, som forbrugsvareindustrien (og landbruget..) behøver. Samfundets produktionssektorer supplerer således hinanden.

Usammenhængende sektorkombination - typisk i et "perifert system" (u-landene):
Samfundets produktion er koncentreret om én sektor, der producerer luksusforbrugsvarer til den lokale overklasse og en sektor med produktion af eksportvarer til i-landene. De to sektorer supplerer ikke hinanden – og landet er f.eks. henvist til at købe produktionsmidlerne til de to sektorer på verdensmarkedet – læs: hos i-landene.

I Amins model og analyse er pointen, at i-landene i løbet af deres industrialiseringsproces udviklede en sammenhængende produktionsstruktur, hvor landbrug, industri og industriens forskellige sektorer kunne supplere hinanden, a la Rostows beskrivelse af landene i fase 4 og 5. I-landene havde fordel af de billige råstoffer fra u-landene, og samtidig blev en del af Europas befolkningsoverskud i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet "eksporteret" til lande som USA, Australien, Argentina og Brasilien.

U-landene blev til gengæld fastholdt i en rolle som producenter af eksportvarer, baseret på import af vestlig teknologi og know-how. Og når Samir Amin så på den faktiske industrialisering i u-landene, mente han, at den var karakteriseret af import af højteknologi, der producerede varer til en indenlandsk overklasse eller med henblik på eksport men uden nogen kobling til landets øvrige produktion. Industrialiseringen i u-landene skabte med andre ord en produktionsstruktur uden nogen sektorkombinationer i landene. Befolknings- og fødevaremæssigt var der i modsætning til Europas situation tidligere ingen steder at sende befolkningsoverskuddet hen i form af masseudvandring til andre lande og kontinenter.

I den forstand mente Amin, at u-landenes udvikling var blokeret og argumenterede derfor for, at den eneste måde, u-landene kunne bryde ud af denne blokering på, var ved at løsrive sig det US$-baserede verdensmarked. I stedet burde u-landene udbygge samhandlen på egne u-landsmarkeder.

Diskussion af de forskellige udviklingsteorier
Både Gunder Franks og Samir Amins teorier har vist sig at tegne et mangelfuldt billede af udviklingen. Den faktiske udvikling i verden har dokumenteret at selvom man nok kan tale om afhængighed, går den ikke blot én vej. Der er tale om en gensidig afhængighed. I-landene (og de ikke olieproducerende u-lande) fik en alvorlig økonomisk øretæve med oliekriserne i 1974 og 1979, der på mange punkter vendte op og ned på den kendte økonomiske verdensorden.

Den faktiske udvikling i mange u-lande har vist sig ikke at være blokeret – og det selvom de i høj grad har været integreret i verdensmarkedet. Og industrialiseringsprocesserne i de fleste u-lande har faktisk etableret reelle sektorkombinationer. De mange NIC-lande er eksempler på denne udvikling. Det har vist sig, at kapitalen i form af transnationale industriselskaber, banker og handelskompagnier flytter rundt og udvider, hvor det nu engang bedst kan betale sig udfra en samlet vurdering af produktionsbetingelser, marked og politisk system. Selv hovedsæder bliver flyttet. Lande som Hong Kong og Singapore har sprængt alle rammer og hører til blandt de rigeste lande i verden i dag. Og når et relativt fattigt men jo enormt land som Kina oplever en økonomisk vækst på ca. 10 % pr. år i gennem en længere årrække, giver det dønninger ud i verdensmarkedets yderste kroge. Både i form af billige industriprodukter og på sigt i form af ændrede kapital- og investeringsstrømme. Dvs. at billedet af et udviklende center og en blokeret periferi er forkert - i alt fald generelt set.

Men ser man på de fattige lande i Afrika og de fattigste lande i Asien minder situationen mere om det billede, Frank og Amin tegnede for 30-40 år siden. Mange af disse lande har stadig problemer med at få en sammenhængende industrialisering i gang, og der er fortsat problemer med at opfylde befolkningernes basale behov for fødevarer, rent vand, uddannelse og sundhed. Sammenligner man de fattigste lande med de rigeste lande i verden, viser det sig, at ulighederne faktisk er blevet større. Disse lande – heraf mange i Afrika – giver derfor ikke megen støtte til den liberale udviklingsoptimisme, som Rostows faseteori udtrykker.

Men samlet set er den økonomiske vækst så stor i hovedparten af ulandene, at den overstiger befolkningsvæksten og derfor skaber basis for en reel velstandstigning. Så generelt set passer blokerings- og afhængighedsteserne ikke. I den forstand har markedsøkonomien og de liberale udviklingsteorier fået ret. Det er bare ikke længere muligt at betragte ulandene som en fælles gruppe med fælles løsninger, som udviklingsteorien nogle gange forsøger at gøre. I mange ulande har en begyndende industrialisering sat en god cirkel i gang, især fordi afsætningsmulighederne i de rige lande har været gode, men i andre ulande har investeringer i industriprojekter slet ingen afsmittende effekt haft. Og de industrier, der skulle skabe væksten, kører kun på halv kraft eller ligger stille, fordi der ingen købekraft er i landet, og konkurrencen på verdensmarkedet er for stor.

Globalt set er det ikke længere muligt entydigt at tale om ét center og én periferi, men om et lande-hierarki med mange udviklingstrin, hvor ikke to lande er ens, og hvor spredningen mellem armod og velstand er større end nogensinde før, både mellem og inden for de enkelte lande.

At nogle teorier ’vinder’ og andre ’taber’ gør desværre ikke den store forskel for de mange millioner mennesker, der må gå sultne i seng stort set hver eneste dag, og som i øvrigt lever under kummerlige forhold. FN m.fl.-rapporten "2000 - A better World for All" sætter tal på: 1,2 mia. mennesker levede for under 1$ om dagen ved starten af det nye årtusinde.

Hvor står udviklingsteorierne i dag?

De store forskelle på rig og fattig præger udviklingsdebatten i dag, og der er en klar tendens til at fokusere på fattigdomsbekæmpelse og forbedringer af de basale levevilkår. Heraf udviklingsbegreber som ”Basic Needs” eller ”fattigdomsorienteret bistand”. Begreberne dækker over en udviklingsholdning, hvor udviklings- og bistandsprojekterne skal rettes mod:

-        de fattigste befolkningsgrupper – dvs. befolkningen på landet og beboerne i byernes slumområder

-        den basale fødevare forsyning

-        rent vand og kloakering

-        grundlæggende sygdomsbekæmpelse

-        skoler for børn og voksne

-        kvinders rettigheder

Derudover er der en generel tendens til, at miljøspørgsmål fylder meget i udviklingsdebatten – både som en hjælp til landene, men også som en trussel om, at hvis ikke ulandene (og ilandene) tager miljøspørgsmålet alvorligt, så går det begge parter ilde på langt sigt, og på kort sigt trækkes evt. bistand til ulandene tilbage.

Men det er svært at pege på nye, selvstændige udviklingsteorier i dag. De moderne udviklingsstrategier fremstår som et opkog eller sammenkog af de klassiske udviklingsteorier, ofte kombineret med ovennævnte fattigdomsorienterede og/eller miljøorienterede strategier.