To former for industrialisering – to metoder til at udvikle et lands økonomi: Importerstatning og eksportorientering. Efter ”Alverdens Geografi”, Geografforlaget, 2006.

Importerstattende industrialisering

Den importerstattende industrialisering forsøger at erstatte importen af industrivarer med en national produktion. I første omgang drejer det sig om produktion af de forbrugsvarer, som tidligere blev importeret. Hvis importen kan erstattes (substitueres) af en national produktion, kan der spares udenlandsk valuta, som så kan bruges til import af de nødvendige maskiner. Forudsætningen er et købedygtigt hjemmemarked i kombination med, at den nationale produktion i starten gennem told- og importrestriktioner beskyttes mod konkurrence fra verdensmarkedet.

De befolkningsrige ulande er, på trods af, at en del af befolkningen har en ringe købekraft, interessante markeder for amerikanske og europæiske selskaber. Derfor benytter mange virksomheder i ilandene sig af afsætningsmulighederne på de voksende hjemmemarkeder i ulandene og placerer fabrikker her. Ulandene  kan ved at lægge en told på udenlandske varer tvinge selskaber til a at opbygge en produktion i selve landet. På den måde kan de udenlandske selskaber konkurrere med de nationale produktioner, og ulandet får trukket den udenlandske kapital til, som kan være med til at sætte skub i landets industrialisering.

I næste fase skal landet opbygge en produktion af maskiner og teknologi. Denne fase er den vanskeligste, fordi den forudsætter meget kapital, teknologisk viden, et langt højere uddannelsesniveau i befolkningen og en forbrugsvareindustri, der kan aftage maskinerne. Staten kan fremme industrialiseringen ved at udbygge infrastrukturen og tilvejebringe den nødvendige kapital, evt. direkte som part i industrien. Men ofte må en stor del af kapitalgrundlaget skaffes gennem lån i udenlandske banker som Verdensbanken og IMF.

Egentlig er den importerstattende industrialisering med national beskyttelse kun en midlertidig fase. Målet er at skabe en sammenhængende national industri-produktion, der kan være konkurrencedygtig ops¨på verdensmarkedet, dvs. udvikle industri-produktionen i en mere eksportorienteret retning.

Brasilien og Mexico valgte i 1960’erne og 1970’erne denne importsubstitutionsstrategi, støttede den hjemlige industri mod import og optog store lån i internationale banker. Ud over Brasilien og Mexico har bl.a. Indien og Kina benyttet en industrialisering, hvor importerstatning (og ny egenproduktion) er en del af strategien.

Eksportorienteret industrialisering

I den eksportorienterede industrialisering skal landet opbygge en stor forbrugsvareindustri, der bl.a. ved hjælp af lave lønninger kan konkurrere på verdensmarkedet. Eksporten af forbrugsvarer skal indtjene den nødvendige udenlandske valuta, så landet på længere sigt kan købe teknologi og knowhow i ilandene. Ofte bygger industriudviklingen på udenlandske selskabers investeringer i arbejdskraftintensive virksomheder, som er rettet mod markeder i USA, Europa og Japan. Statens rolle er at opbygge et gunstigt investeringsklima med lave skatter, begrænsede miljørestriktioner og en udbygget infrastruktur. Og ofte begrænses fagforeningernes indflydelse – hvis de da ikke bliver helt forbudt.

Taiwan, Hong Kong, Sydkorea og Singapore er eksempler på lande, der har gennemgået en industrialisering med stor vægt på et eksport. De fire landes industrialiseringsprocesser er forløbet så hurtigt og med så stor succes, at de ofte kaldes for ”de fire tigre”.

Kapitaltilførsel fra transnationale selskaber spiller en central rolle i industrialiseringen, og for at tiltrække udenlandsk kapital har en del ulande oprettet frie produktionszoner. En fri produktionszone er et særligt afgrænset område inden for et lands grænser, med engen told-, arbejdsmarkeds- og miljøpolitik. Til disse områder lokkes de udenlandske investeringer med billig og disciplineret arbejdskraft, lav skat, billig energi, lave miljø- og arbejdsmiljøkrav, forbud mod strejker samt fri import og eksport – også af kapital. Arbejdskraften udgøres mange steder af ugifte, unge kvinder. I Taiwans og Sri Lankas frie produktionszoner udgør kvinderne 80 % af arbejdsstyrken, og 2/3 er under 24 år.

Men hvordan kan lande skabe udvikling ved at konkurrere på de laveste lønninger, mangel på skal og krav til virkesomhedernes adfærd i øvrigt? Målet er, at de udenlandske virksomheder skal have en afsmittende effekt på de nationale industriudvikling uden for produktionszonerne i form af underleverandører, arbejdspladser og stigende købekraft fra de mange nye beskæftigede samt en generel højnelse af udannelsesniveauet via arbejdet i industrien.