Uddrag af Immanuel Wallersteins Det moderne verdens-system

Immanuel Wallerstein (f. 1930) er en amerikansk sociolog, kendt for sine teorier om international økonomi og forholdet mellem svage og stærke stater i den kapitalistiske verdensorden. Hans hovedværk fra 1976, Det moderne verdens-system, danner fortsat grundlaget for adskillige udviklingsteoretikeres arbejde, herunder Amin og Frank.

For at kunne beskrive oprindelsen af og de indledende arbejdsmåder for et verdens-system, har det været nødvendigt for mig at fastslå én grundlæggende ting ved et sådant: Et verdens-system er et socialt system. (…)

Indtil videre har der kun eksisteret to varianter af sådanne verdens-systemer: Verdens-emperier, hvor det samme politiske system effektivt dækker det meste af et givent område, og de systemer, hvor intet politisk system eksisterer over det hele. For nemheds skyld, omtaler vi sådanne som verdensøkonomier. (…)

Kapitalismen har været i stand til at blomstre netop fordi, verdensøkonomien havde ikke bare ét men adskillige politiske systemer inden for sine grænser. (…)

Et verdenssystem er her defineret som havende en udstrakt arbejdsdeling. Denne opdeling er ikke alene funktionel – altså erhvervsmæssig – men geografisk. Sagt på en anden måde; de forskellige økonomiske opgaver bliver ikke fordelt ligeligt over hele verdens-systemet. Dette er delvist et resultat af miljømæssige hensyn, men først og fremmest er det en følge af den sociale organisering af arbejdet. Denne forstørrer og legitimerer evne blandt nogle grupper indenfor systemet til at til udnytte andres arbejdskraft og dermed opnå en større del af overskuddet. (…)

Verdensøkonomier er opdelt i kerne-stater og periferi-områder. Jeg siger ikke periferi-stater, fordi et karakteristika for et periferi-område er, at den oprindelige stat er svag, fra ikke-eksisterende (f.eks. som en koloni) til lav grad af autonomi (f.eks. en ny-kolonial situation).  

Der findes også semi-perifere områder imellem kerne og periferi på dimensioner som økonomiske aktiviteter, statsmagtens styrke, kulturel integritet etc. Enkelte af disse områder var kerne-områder engang i en tidligere verdensøkonomi. Andre har været perifere områder, som nu er blevet forfremmet så at sige, som et resultat af de ændrede geopolitiske forhold i en stadig ekspanderende verdensøkonomi. (…)

Således er det indenfor et verdens-system langtfra utænkeligt, at det over en længere historisk periode skulle blive muligt med en cirkulation blandt eliterne i systemet. Dette betyder, at det konkrete land, som er dominerende på et givent tidspunkt, har tilbøjelighed til at få overtaget sin rolle af et andet land før eller siden. (…)

I stater, hvor statsapparatet er svagt, spiller statslederne ikke ligefrem rollen som bestyrere af én stor, kompleks industri-, handels- og landbrugsmekanisme. De bliver snarere til godsejere blandt alle mulige andre, med lille ret til at påkalde sig legitim autoritet over helheden. (…)

I det sekstende århundrede var Europa som en utæmmet hest. Nogle grupper forsøgte at etablere en verdensøkonomi baseret på en særlig arbejdsdeling. Man forsøgte sig med nationalstater i kerneområderne som politisk-økonomiske garanter for dette system. Og man søgte at få arbejderne til at betale ikke bare overskuddet, men også omkostningerne ved opretholdelsen af systemet. Alt i alt ingen let opgave. Europa skal have æren for, at systemet blev etableret, for uden det sekstende århundredes udfald ville den moderne verden ikke være blevet født. På trods af alle dens grusomheder er det alligevel bedre, at den blev født, end hvis den aldrig var blevet det.

Oversættelse: Inge Duus Hjortlund.